23948sdkhjf

Nordjysk erhvervssucces sælger 45 procent til giganter

Det seneste år har været en enorm succes for den nordjyske virksomhed Luksusbaby, hvor der har været stor fremgang under coronapandemien på trods af manglende lagerkapacitet.

Om kort tid står det nye lager klar, men der er flere gode nyheder for Luksusbaby.

De slår nemlig pjalterne sammen med en anden nordjysk gigant - nemlig Coolshop. Samlet 45 procent af virksomheden har ejerne og grundlæggerne, ægteparret Ann-Louise Aasted og Morten Grabowski Kjær, solgt. Heraf er 25 procent solgt til Mark Nielsen og Jacob Risgaard fra Coolshop, mens 20 procent er afsat til Jan Dahl Lehrmann fra Lehrmann Family.

Selskaberne oplyser ikke de præcise priser, men fortæller, at investeringen er sket ud fra en tre-cifret værdiansættelse af Luksusbaby.

Den nye samlede ejerkreds håber, at investeringen kan sætte yderligere skub i de udvidelsesplaner, som allerede har været i kikkerten, blandt i forhold til udlandet.

Ann-Louise Aasted fortæller, at beslutningen har været undervejs i en rum tid.

- Vi har tidligere været i dialog med forskellige eksterne aktører, men det har ikke føltes rigtigt før nu. Vi vil gerne holde fast i Luksusbabys evne til agere som en lille butik, hvor kvalitet og god service er altoverskyggende. Det princip hylder vores nye investorer heldigvis. Vi har brugt det sidste år på at lære vores nye partnere godt at kende, og i den proces er der opnået en helt særlig kemi mellem os. Det er derfor med en god og sund mavefornemmelse, at vi nu afgiver en del af vores lille baby, siger hun.

Også fra de nye investorer er der en meget stærk tro på, at væksteventyret i Luksusbaby kun lige er begyndt.

- Ud over det faktum, at Luksusbaby har gjort det ekstremt godt og er eminent dygtige til at købe ind, er virksomheden lykkedes med at skabe et univers, hvor man som kunde får en god, gammeldags købsoplevelse. Der findes ikke nogen som Luksusbaby selv på europæisk plan, og derfor glæder vi os til sammen med ledelsen og medarbejderne at udbygge virksomheden med flere butikker og flere lande hen over de kommende år, siger Jan Dal Lehrmann.

Fra Jacob Risgaards side er der også tilfredshed at spore i forhold til, at det er nordjyske kolleger, han nu samarbejder med.

- Luksusbaby er en ægte, nordjysk succeshistorie, og de har formået at knække koden til den svære disciplin det reelt er at sælge børne- og ungdomstøj på nettet. Derfor ser vi selvfølgelig frem til at blive en del af virksomheden og forhåbentlig løfte den til næste niveau, siger Jacob Risgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.15